Er vi ved at være socialt mætte?

Eller gider vi bare ikke flere trivialiteter?

Tidligere på året skrev medierne, at danskerne havde fået nok af facebook, Twitter, Google+, foursquare og alle de andre såkaldte sociale medier.

Men er det stadig sjovt at følge med i nyhedsstrømmen og alt, hvad dine venner og bekendte siger, gør og mener - eller er du efterhånden ved at have fået nok af banaliteterne, der blander sig med de mere interessante elementer i dit newsfeed?

Min helt personlige mening - og forudsigelse for 2012 - er, at ja, vi har på mange måder fået nok af den intetsigende strøm af ligegyldigheder fra perifere bekendtskaber. Og ja, jeg generaliserer.

Men jeg tror, at vi får en unlike-bølge på facebook i 2012. Vi vil stadig følge med i vores rigtige venners liv og færden og rigtig mange (formentlig de fleste) vil fortsætte som om intet var hændt, men jeg tror, at flere og flere vil blive langt mere selektive i deres brug af især facebook, der er danskernes helt suverænt mest foretrukne sociale medie.

Der er simpelthen overload på informationsstrømmen. Netop derfor har facebook lavet deres newsfeed optimization, der skal sikre, at det kun er relevante informationer og nyheder, du får i dit newsfeed. Men jeg tror simpelthen ikke, at det er nok.

Jeg tror derimod, at vi selv begynder at sortere lidt mere i, hvor vi får vores informationer og ikke mindst hvilke informationer, vi ønsker at få - og netop derfor tror jeg, at et medie som Twitter i 2012 vil få en slags folkeligt gennembrud i Danmark netop som en slags nyhedsmedie.

Vores personlige interaktioner og nære forhold vil fortsat blive på facebook, men deling af viden, nyheder og betragtninger samt indhentning af nye informationer tror jeg i højere grad vil komme til at foregå på Twitter og feed-bårne medier som dette.

- Prøv og løb din venneliste igennem; hvor mange af dine gennemsnitligt 225 venner kan du reelt betragte som venner? Og hvor mange af dem har du kun på din venneliste af forskellige former for bekvemmelighed eller nysgerrighed? Og hvor mange gange har du ikke bandet over ligegyldige app-invitationer fra folk, du kort arbejdede sammen med for seks år siden og i øvrigt ikke har set siden?

Men den går også den anden vej, for du har selv lukket dem helt ind i dit eget liv; det er også dem, du deler dit eget offentlige facebook-liv med.

For rigtig mange bare marginalt kritiske (især) facebook-brugere, vil 2012 blive et år, hvor vi for alvor bliver selektive, unliker og pludselig bliver interesserede i, hvem vi egentlig gider høre på - og ikke mindst hvem vi giver adgang til vore data og hvad disse (oftest virksomheder - udover facebook selv, selvfølgelig) rent faktisk bruger disse data til.

- Og selvfølgelig ikke mindst også hvem vi tilsvarende ønsker at lukke helt ind i vores egen private sfære og lade kigge med, når vi viser de seneste feriebilleder frem.

Jeg føler mig ret overbevist om, at en af de store diskussioner i 2012 bliver omkring facebooks fuldstændig ublu rettighedskræven over alle de data, vi lægger op på vores profiler. Min påstand er, at det kun er 5 procent af alle danske indehavere af facebook-profiler, der reelt er klar over, hvad de har givet facebook lov til at gøre med for eksempel de billeder, der hver dag bliver tilføjet på vores profiler.

Bevares, jeg gør det jo også selv. Min påstand er blot, at vi snart bliver mere opmærksomme på, hvad vores data bliver brugt til. Også i forhold til den tendens og udvikling, der går på annoncer baseret på din brugeradfærd. Her har vi endnu kun set toppen af isbjerget.

Lige nu er facebook en stor spiller i rigtig mange henseender og har erobret en kæmpe rolle i vores hverdag i forhold til at holde sig opdateret på den nyeste info og sladder samt planlægning af den næste fest. Dog tror jeg, at facebook i løbet af de næste par år mister sin nærmest altoverskyggende plads og bliver en slags mail- og spil-platform, hvor vi kan hygge os sammen om dette, men ikke så meget andet.

Men billeder og andre informationer vil blive delt i mere lukkede fora, for eksempel hjemmesider og blogs, hvor man selv har alle rettigheder til sine egne billeder og ditto informationer - og hvor alt, hvad man siger og gør ikke forsøges udnyttet kommercielt, så snart man har klikket sig rundt på siden.

For virksomheder, der satser på sociale medier, gælder det derfor om at være sindssygt skarpe på at levere noget relevant og brugbart indhold, hvis man skal holde unlike-trenden fra livet i 2012.

Men det er en helt andet snak.

Jeg mærker alderen trykke

Jeg må se det i øjnene: jeg er ikke helt ung længere.

Jeg er tværtimod nået til det evolutionstrin, hvor jeg har tør hud på albuerne, hår på ørerne og pludselig står i Føtex og ikke har nogen idé om, hvad koden er på mit Dankort.

Og så er jeg blevet så træt af ting. Der sker mærkelige ting med en efter man bliver 30.

Jeg skal helst ikke drikke kaffe efter kl. 20, for så ryger min nattesøvn. Jeg synes, at ungdommen går i noget mærkeligt tøj, hører noget lortemusik og opfører sig respektløst og direkte tåbeligt overfor andre mennesker.

Ind imellem gider jeg ikke engang se fodbold længere! Jamen hvad er det, der sker?

Jeg synes efterhånden, at mit fjernsyn er proppet med almindelige, ligegyldige mennesker, der ikke har noget på hjerte eller bringer noget som helst værdi. Intet. Men rækken af programmer med almindelige eller semikendte mennesker, der dater, danser, synger, laver mad, rejser på ferie, får børn, spiser for meget, spiser for lidt, drikker sig stive eller bare kvajer sig i ædru tilstand, er efterhånden så omfattende, at det er vanskeligt at slippe.

Jeg afskyr diskoteker og smarte klubber, hvor man betaler en dagsløn for at komme ind, endnu en for at få en drink i baren - og så bare står og kigger på resten af selskabet, fordi musikken alligevel er så høj, at det er håbløst at tale sammen.

Jeg er med andre ord blevet gammel og gnaven.

Til gengæld sætter jeg stadig - og måske i endnu højere grad end tidligere - pris på de ting, der gør en god dag bedre. Og det kan være rigtig mange ting, men en opremsning vil give dette ellers så grumpy indlæg en lidt for romantiserende, flad tone, så den er droppet.

Dog skal du ikke snydes for mit nye motto og et billede, som jeg vil have op i vores nye lejlighed, uanset om Katja vil eller ej. (Ikk', skat?)

Jeg synes, det er så fint.

Hvis du trænger til lidt at grine af, kan jeg anbefale dig at hoppe videre over på Ven Nicolais blog - her er blandt andet et skønt eksempel på brugen af tallet 60, der jo kan få selv den mest tørre tosse til at trække på smilebåndet.

Du kan læse Nicolais blog her.

Klar til et nyt kapitel

Den første november bliver en stor dag.

Dagen bliver nemlig den første dag i et helt nyt kapitel af mit liv. Dagen, hvor jeg begynder i mit nye job hos BoligPortal.dk i Aarhus.

- Og jeg glæder mig så meget! Nye udfordringer, nye arbejdsområder og nye kolleger i et spændende job i en virksomhed i udvikling - what's not to love?

Oven i det hele, så flytter vi (tilbage) til Aarhus, hvilket også bliver helt fantastisk. Helt præcist så flytter Katja og jeg til Åbyhøj, hvor vi har fået en lille 3 værelses lejlighed cirka 100 meter fra Clara, Christina, Carsten og Jeppe.

Igen: ingen klager herfra.

Vi er mere end klar til et nyt kapitel i vores fælles historie.

Da Generalkonsulen for Bolivia reddede VM i cykling

- For ja, det gjorde han faktisk! Eller egentlig mest hans kone.

Men det vender jeg lige tilbage til.

I søndags var der VM i cykling i København og Rudersdal på Nordsjælland. Og det var i den grad en folkefest! Cosedis, Johansen og jeg havde besluttet at vi skulle op og være med i hvad der er blevet kaldt den største idrætsbegivenhed på dansk jord nogensinde.

Og vi kom ikke uforberedte, naturligvis ikke. Nordmændene har deres ko-klokker og deres højtråbende og utroligt underholdende kommentatorer, der ikke holder sig tilbage for at udråbe enhver nordmand, der vinder en form for konkurrence, til verdens bedste. Til alt.

Vi har Jørgen. Leth er navnet. Manden, myten, legenden fra Aarhus.

Jørgen deler vandene; enten er man ubetinget fan af hans avantgardistiske, poetiske og ind imellem dybt kontroversielle livsbetragtninger - eller også synes man, at han er en gammel tosse.

Jeg elsker Jørgen.

Ja, jeg er ikke bange for at erklære denne 74-årige livsnyder min kærlighed. Og da Nicolai og Thomas har det på samme vis, stod det skrevet i sol og stjerner, at denne store dag, finalen i VM i cykling (som damen i S-toget så fint kaldte søndagen), måtte stå i Jørgens tegn. I verdensmandens tegn.

Derfor var der dømt halsklud, briller, skjorte og jakke (og for Nicolais vedkommende smoking), da livet, de store helte, poesien, vildskaben og cykelløbet skulle hyldes.

Tilbage til forberedelsen, for forberedte det var vi. Papskilte var indkøbt sammen med bannere, spraymaling, sprit-tuscher, bambuspinde (18 meter!), strips - og medbragt sammen med naturligvis rundstykker, tæppe, madpakker, champagne, Gammel Dansk og en pose øl.

Hvorfor vente med at møde op til sidste øjeblik, når man kan troppe op tre timer før rytterne (og de fleste andre tilskuere), tænkte Nicolai og Thomas til min store forbavselse. Men trods indtil flere indvendinger, stod vi tidligt op og var i Holte omkring kl. 8. Så var der tid til morgenmad og skiltemaling, var logikken - og så fik vi selvfølgelig en god plads.

Jørgen - nu på pind. Det første af dagens skilte.

Men alligevel blev vi nu lidt overraskede, da vi kom ud på ruten og der stort set ikke var et øje. Søvndrukne officials flyttede rundt på skiltene, mens cykelmotionisterne prustede op ad Slotsbakken ved Søllerød Slot, hvor vi fandt vores sweet-spot i fælles-indkørslen foran to nydelige Holte-hjem.

Midt i morgenmaden på det medbragte tæppe kom en ældre herre pludselig ud af et af husene og gav sig til at skælde ud på et par unge gutter, der ville lave et uskyldigt hul i hegnet og flytte deres cykler væk fra ruten og ud til de andre tilskuere (læs: os tre, der endnu var alene på Slotsbakken).

Umiddelbart meget tilforladeligt - men den ældre mand var rasende! Han ville ikke finde sig i den slags uorden og optøjer. At det tager fire sekunder at samle hegnet igen, at klokken kun var 8.30 og at der endnu var flere timer til rytterne passerede første gang, kunne han ikke tage sig af. Hold op, blev der befalet! Vi tænkte vores, han gik ind igen og vi spiste vores rundstykker.

Et øjeblik senere kom en ældre kvinde ud af huset, så sig omkring og gik ind igen. To minutter efter kom herren ud igen og vi tænkte, at nu var det nok vores tur til at have dummet os. På en eller anden vis. Men nej, det var helt i den anden grøft!

For lige pludselig stod de der begge to og tilbød os at låne tre stole, så vi kunne sidde ned, når rytterne ikke lige buldrede forbi på bakken dagen igennem. De var simpelthen blevet nærmest forargede over, at Nicolai sad på et tæppe i gruset og spiste rundstykker - i smoking! Det er ikke værdigt for en verdensmand, var deres tanke.

Det kræver patos at læse Jørgens digte.

Meget taknemmelige tog vi imod tilbuddet og satte os til rette i vores nye luksus, der oven i købet blev kraftigt forbedret med puder siden hen. Vi fik limet vores fine Jørgen-billede på plakaten, fik sat pindene på og fik malet et banner med de karakteristiske Jørgen-ord: 'Fuldstændig. Forførende'. Alle var glade.

Solskinnet, vores medbragte mimosas og vores stolte og meget populære Jørgen Leth skilt, der stod op ad hæggen bag os, gav os vished om, at det nu nok alligevel skulle blive en god dag i Holte.

Langsomt kom der flere og flere folk og klokken begyndte at nærme sig fem minutter i cykelløb. Vi fordrev tiden med skiltemaling (mest en meget entusiastisk Nicolai) og digtoplæsning fra Jørgens samlede værker - til stor glæde og klapsalver fra de omkringstående. Men det er nu også fine digte, han laver ham Jørgen. Du får lige en smagsprøve, gør du:

Fausto Coppi

Fausto Coppi var et fantastisk menneske
befandt sig bedst helt alene

Når han kørte i bjergene
kunne ingen følge ham, han
var et fantastisk menneske

Sagde tidligt farvel
Fausto Coppi
Fausto Coppi

Smukt, ikke?

Nå, men løbet begyndte og der var virkelig fart på fra starten. De lagde ud med at køre knap 51 kilometer på den første time, så der blev virkelig kørt ræs fra første meter. Udbruddet blev relativt hurtigt etableret, desværre uden danskere. De fik hurtigt 7-8 minutter, inden englænderne satte sig i front af feltet og overtog kontrollen med løbet - fuldstændig.

Johansen og Jørgen. Og Coppi, Ocana, Bak, Episk - og Jørgen igen.

Dagen gik, solen skinnede og vi hyggede os gevaldigt. Undervejs kom de to ældre mennesker igen ud og vi småsnakkede lidt. Midt på eftermiddagen var der rigtig mange mennesker - og der var rigtig mange mennesker på den korte men ekstremt smalle sti, der var imellem vores pladser og toiletvognene. Mellem hegnet og hækken var der under en meter, hvilket ikke er meget når så mange mennesker konstant vil både den ene og den anden vej og samtidig gerne vil stå stille og se cykelløb. Så det tog hurtigt et kvarter at gå 100 meter for at lade vandet. Det talte vi lidt om, hvilket vores 'vært' på et tidspunkt overhørte, hvorefter hun til vores store forbløffelse udbrød: 'I kan da bare tisse inde i vores have'.

Efter lidt argumenteren frem og tilbage, tog vi imod endnu en flot gestus. Hun tilbød endda at se efter vores ting, mens vi tre mand i vores stiveste puds stod grinende og urinerede i hendes hæk.

Feltet jagter op ad Slotsbakken.

Efterhånden som løbet nærmede sig sin afslutning, blev det naturligt nok mere og mere intenst. Vi viftede ivrigt med Jørgen (som man siger) hver gang rytterne kørte forbi, ligesom vores fine flag blev luftet de 17 gange, de passerede os. Hen imod slutningen var der virkelig mange mennesker og intens stemning, da Nicki Sørensen på sidste omgang var i udbrud med Thomas Voeckler og en belgisk rytter med et navn, man hverken kan stave eller udtale.

Omkring 8 km. før mål blev de dog hentet og løbet endte i den forventede massespurt med den lige så forventede vinder, britiske Mark Cavendish. Helt fortjent verdensmester med et hold, der havde styret løbet det meste af dagen.

Men hvilken kulisse! 250.000 solbeskinnede mennesker på en smuk rute rundt i Rudersdal kommune havde holdt folkefest hele dagen og gjort løbet til et af de største VM-løb i historien - og tre (fire. Fem, vil nogen sige) gange Jørgen havde været med fra morgenstunden.

Fuldstændig. Forførende. Smukt. (c) Cosedis

Efter vi havde set afslutningen på storskærm 200 meter fra vores udgangspunkt, gik vi tilbage for at rydde op og hente vores ting. Der stod vores to - nu efterhånden - venner og ventede på os for at høre, hvem der vandt. De fortalte at de hed Connie og Anton og at de havde syntes, det var så hyggeligt at følge os i løbet af dagen. Efter vi havde ryddet op, skulle vi ned til S-toget. Connie udbrød, at vi da vel ikke havde tænkt os at gå derned?! Men jo, det havde vi da - også selv om der var 45 minutters gang. Det ville hun ikke høre tale om og insisterede på at køre os ned til toget. Magen til godhed skal man lede længe efter!

Tidligere på dagen, på urin-patrulje i haven, havde jeg lagt mærke til, at der bag på deres bil sad et konsulat-mærke, hvilket jeg havde undret mig lidt over. Så da vi havde sat os til rette i Connie og Antons bil, måtte jeg have min nysgerrighed stillet.

Connie fortalte os på den lidt forlængede køretur (hun ville da lige vise os lidt mere af ruten samt af det smukke Gl. Holte), at Anton ikke bare havde været konsul, men simpelthen generalkonsul for Bolivia, da han var yngre. Og til lige at toppe den historie af med, havde de i den forbindelse adskillige gange været sammen med... ja, Jørgen!

Så smukt og evigt logisk hang vores verden pludselig sammen.

Alt i alt havde vi en fuldstændig forførende dag i det nordsjællandske og har derfor allerede nu besluttet, at vi til næste år skal til Holland og se VM, der køres i Limburg, godt 150 km. sydøst for Amsterdam.

Og Jørgen, han skal naturligvis med.

Store linjer, mellemregninger og principielle beslutninger

Åh ja, det er lang tid siden, der er blevet skrevet ord her på bloggen. Sommer, ferie og overraskende travlhed for en jobsøgende er blandt mine foretrukne forklaringer/undskyldninger. Tiden er gået med en del rejser rundt i landet og besøg hos venner og familie. Dejligt har det været. Dog med en evindelig uro i kroppen. Rastløs.

I lang tid har Katja og jeg bokset med beslutningen om, hvor i landet vi skal bo fremover. Fyn er fin, bevares, men mulighederne for at vi begge kan finde spændende og udfordrende jobs her, er bare ikke ret store.

Dilemmaet har været, at enten lader vi et job bestemme – eller også bestemmer vi selv, og så må jobbet komme der, hvor vi nu beslutter at bo. Begge dele har positive og negative sider, fordele og ulemper.

I lang tid har vi fulgt førstnævnte tanke. Nu er den principielle beslutning om at skifte til løsning nummer to truffet: vi flytter til Aarhus til jul.

Og vi glæder os! Helt vildt.

Jeg tror, at den pludselige ændring kommer sig af, at vi trænger til, at der skal ske et eller andet nyt. Måske blev vi trætte af at vente på, at et mere eller mindre tilfældigt job skulle tage beslutningen for os. Gassen er langsomt gået af ballonen og det hele lidt i stå.

Vi vil af med uvisheden og have kontrollen tilbage – vi vil selv bestemme over vores liv.

Jeg har igennem længere tid meget gerne ville tilbage til Aarhus og Katja har egentlig hele tiden meget gerne villet med – hun har bare prioriteret at finde et job højere end selv at bestemme, hvor hun vil bo. Indtil den anden dag, hvor vi ret pludseligt blev enige om at tage skeen i den anden hånd.

Planen har egentlig hele tiden været, at vi skulle derop på et tidspunkt; det er der, vi gerne vil bo og skabe et fælles hjem - det er i Østjylland, vi vil blive gamle sammen.

Vi har egentlig hele tiden kalkuleret med, at vi ville ende i København indenfor et halvt års tid. Tanken var at tage en fire, fem, måske seks år i hovedstaden og så flytte til Aarhus. Men hvorfor så ikke bare springe københavner-steppet over, når man alligevel har truffet beslutning om at skulle videre? Når man egentlig har mere lyst til noget andet?

Der kan selvfølgelig nå at ske en masse endnu – men den principielle beslutning er truffet og planen hedder Aarhus per 1. december.

Ikke flere mellemregninger.

Ligegyldige festivalhistorier (og almindelig galde)

Advarsel: nedenstående er dagens sure opstød!

Roskilde Festival 2011 er ikke engang officielt begyndt endnu, og jeg er allerede inderligt træt af alle de ligegyldige historier, som tabloid-medierne spytter ud i en lind strøm.

Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor alle vi andre, der ikke er på RF, skal høre om nattepissere, dildo-konkurrencer og hvorvidt dagens Roskilde-pige er til mænd med tusser eller ej.

Fint at 75.000 mennesker går balalejka i otte dage, det er dem simpelthen så vel undt - jeg gider bare ikke høre om det hele tiden.

Selvfølgelig har hverken EB eller BT nogensinde lovet nogen, at det hele skulle være alvorlige og seriøse historier - og det er heller ikke planen med RF - men alligevel. Der kommer da også masser af relevante historier, der er bare så mange.. lumre imellem. Og ja, jeg kan da bare lade være med at klikke, det er jeg klar over.

Måske er jeg bare træt af at høre og se disse historier hele tiden, fordi de minder mig om, at jeg i år ikke selv skal på Roskilde. Måske er jeg bare mavesur og træt af at være arbejdsløs og sidde og se på, at BT og EB bruger så mange ressourcer og mandetimer på så ligegyldige, intetsigende og under-bæltestedet-sigtende historier. Måske er det bare galde. Måske.

Men uanset så synes jeg, at disse historier er fordummende og intetsigende - men omvendt må kriteriet (og det må da virkelig være det eneste) for deres eksistensberettigelse være, at der er læsere til dem.

Og det er måske netop hele pointen, for det er i virkeligheden en lidt skræmmende tanke i sig selv; hvis læserne konsekvent helst vil have historier med nøgne m/k og folk der pisser i mørke, hvor er vores 'nyhedsdækning', nyhedskriterier, journalistiske niveau og ditto ambitioner så på vej hen?

En (temmelig) forlænget weekend i Aarhus

Så er det vist også på tide at få skrevet lidt om pinsen - det er dog efterhånden et par uger siden.

Jeg er rigtig glad for Aarhus, som det jo staves nu, og jeg er ikke mindst rigtig glad for mine gode venner, der bor deroppe. Og jeg ser dem alt for sjældent. Efter først at have været tæt sammen et par år (for nogen flere år end andre) på gymnasiet fulgt af et par år med verdensoplevelser, værnepligt og ungdommelig vildskab, blev 'kliken' igen samlet i Aarhus i 2002/2003.

Nu er vi hver især bosiddende rundt omkring i landet med børn, koner, jobs, haveprojekter og hverdagsproblemer, og ses ikke længere hver torsdag på Casino Bar, hver lørdag til Dong og hver anden søndag på stadion. Uden at blive alt for nostalgisk, er det vist det, der hedder at blive voksen.

Men jeg savner drengene, og derfor var det fantastisk at kunne lave en spontan aftale med Carsten, der med ordene 'jeg skal ikke noget før den 21., så du er velkommen til at komme op' inviterede på besøg. At det så endte med et længere besøg, var ikke helt planlagt - men det var fedt.

Jeg opgav hurtigt at finde billige togbilletter, så måtte tage alternative transportmidler i brug og kom i tanke om gomore.dk. Det er et site, hvor dem der gerne vil spare lidt rejse-kroner kan hooke op med folk, der alligevel kører samme tur med en mere eller mindre tom bil - og begge kan så spare lidt penge på at køre sammen.

Så sammen med to andre kørte jeg som sagt med en professor-agtig mand, meget hyggeligt. De to andre kendte hinanden perifært og sad på bagsædet og talte om rollespil, så jeg satte mig på forsædet og lod som om jeg ikke hørte efter. Hver sin interesse, tænkte jeg og sendte tanker tilbage til JP Kortsen og magic cards-mobning i Livgarden. Good times.

Onsdag eftermiddag fik jeg således et lift med en uni-professor (hvis du ikke kender gomore.dk og er træt af DSB's håbløse priser, så tjek siden ud - det er smart!), der samlede mig op midt i Odense og satte mig af 200 m. fra Clara, Christina og Carstens hoveddør, der heldigvis også er cirka 40 centimeter fra Jeppes ditto ( - Jeppe som jeg har www.tvserie.dk sammen med).

Pinsen bød på en masse gode oplevelser - og en masse ingenting. Hygge i stor stil. Clara er (allerede) blevet to år, så der sker hele tiden noget. Hun er fantastisk og ret underholdende.

Torsdag tog Carsten og jeg på golfbanen ved Tange Sø, hvor vi efter den første runde fik selskab af Kim, der tog sig en forlænget frokostpause. Sådan er det jo, når man alligevel har sagt sit job op - hvad vil de gøre ved det? Golfen var som altid sjovt; jeg er ikke ret god til det, men formåede på fornuftig vis at undertrykke mine frustrationer over netop det faktum. Resultatet var et par hæderlige runder, hvor jeg i to omgange vandt over Carsten. Mission accomplished.

Kim slår ud på hul 2.

Om aftenen grillede vi hos Kim for foreløbigt sidste gang. Huset bliver i hvertfald lejet ud, da han har fået job i Oslo og derfor flytter derop. Giv mig et job i Aarhus og jeg lejer det. Ikke mindst for at sikre, at vores årlige julefrokost ikke skal holdes et andet sted; julefrokost på Risvangen skal jo ligesom helst være.. på Risvangen.

Fredag var der lagt op til det helt store show! Det helt store rom-show, for nu at være præcis. Christina skulle til fest på arbejdet, så Jeppe, Carsten og jeg planlagde lidt party-bonanza på hjemmebanen. Der blev grillet store mængder kød - og så kom rommen på bordet. Eller det vil sige, den blev først blendet med forskellige ting, så den så kom i Daiquiri-form, faktisk. Et yndigt billede var det, da vi alle tre sad der med hver sit lille glas og overklippede, fesne korte sugerør og sugede røde kvinde-drinks i os. Det kom der en del knapt så pæne, dog vældig underholdende, sexuelt orienterede referencer og jokes ud af. Senere, efterhånden som vi løb tør for ting at blande med, blev drinksene mere og mere kreative, blandt andet vodka med koldskål/kærnemælk og hvad der ellers lige var i køleskabet.

To en halv flaske rom, en stribe pilsnere og et sviende Bezzerwizzer-nederlag senere (Jeppe er jo en maskine!) drattede vi om.

Lørdag blev af ovennævnte årsager mere eller mindre elimineret. For nogen mere end for andre.. - jeg havde det personligt ganske fint og brugte en dejlig del af dagen på at underholde Clara.

Søndag var vi nede og se Sculpture By The Sea, hvilket var rigtig godt - og skønt med en gåtur ved stranden og (lidt) i skoven. Udstillingen står i en lille uge endnu, og er du i nærheden af Aarhus, er den bestemt et par timer værd. Du kan læse mere om udstillingen her.

Når det regner indenfor, må man tage regntøj på inden man går ind.

Mandag stod også i kunstens tegn, da Carsten havde skaffet fribilletter til ARoS. Så der tog vi ind alle fem. Du får lige et par billeder, gør du!

Da Clara meldte ud, at nu havde hun altså set nok kunst for den Pinse, tog Christina, Clara og Carsten tilbage til Åbyhøj, og Jeppe og jeg tog i biografen og så Paul. Ret underholdende film, faktisk.

Tirsdag morgen kørte jeg med professoren tilbage til Odense. Fantastisk pinse, mand!

Cykelturen

For efterhånden snart to uger siden besluttede Katja og jeg, at vi ville på weekend-visit hos Katjas forældre i Turup. For de ikke-lokalkendte så ligger Turup godt syv kilometer fra Assens - og for de heller ikke bare marginalt Fyns-kendte, så ligger Assens godt 40 km. fra Odense.

Med vores nuværende finansielle situation in mente besluttede vi, at det eneste rigtige var at cykle til Turup. 32-33 km. hver vej er en smal sag, tænker du måske - og ja ja, det er det da også. Hvis ikke det altså var, fordi min cykel allerede da jeg fik den af min svigerfar, var mere eller mindre udtrådt. Som et par arve-sko i en meget stor børnefamilie-udtrådt. Bevares, den kører og den kører fint, men den er.. slidt.

Ikke desto mindre hoppede vi på jernhestene og drog vestpå.

Det var overskyet med en solid, tryggende varme, så vi tog den med ro. Også lidt fordi, at da vi havde kørt 700 meter sov min bagdel allerede. Solen vender vi tilbage til.

De første mindre issues var ikke langt væk, dog. Mine gear begyndte at skabe sig, Katjas kæde gav problemer og min forbremse virkede fast besluttet på at blokere en smule, så der var nok at tale om/råbe op over. Derfor blev vi hurtigt enige om, at vi hver især kun havde tre negative udbrud til hele turen ud og ditto tre til hjemturen. En fornuftig plan, der gav lidt flere indestængte frustrationer, der så kunne trædes ud via pedalerne - på bedste Lance Armstrong vis.

Men det gik faktisk ganske fint og uden de store kvaler - bortset fra at en større og større del af området lige der omkring hvor man sidder på cyklen, efterhånden sov. Kraftigt. En god, dyb søvn, som man ikke sådan lige kan ruskes ud af igen.

Vi nåede frem og det var godt. Alt var godt. Kroppen vågnede igen og vi tog plads i solen - og der blev vi det meste af weekenden. Lidt efter lidt fik Katjas ene skulder dog en fin, rød kulør, og vi begyndte at spekulere lidt på, om solen måske alligevel havde været lidt efter os på turen, trods skyerne. Svaret er ja.

Det gik, dog. Vi havde den skønneste weekend med Katjas dejlige familie, hvor vi blandt andet var til kæmpe loppemarked/torvedag-agtigt arrangement i Assens (hvilket gav + 15 km. på cykel-kontoen) og ikke mindst fik fejret Sussi's fødselsdag søndag.

Hjemturen fra Assens til Turup er rigtig flot.

Da det var ved at være tid til at vende næsen mod Odense, fik vi 'an offer you can't refuse..'

- Vil I køre med..?

Efter en ganske kort rådslagning blev vi enige om, at det var en ganske fornuftig beslutning. Vi havde jo købt spil og alt muligt, og kunne lige knapt nok have vores ting på cyklerne - og Katja skulle jo også helst være frisk til første dag hos kommunen dagen efter. Det var i hvert fald den officielle forklaring.

Så vi kørte med Katjas søster og hendes kæreste til Korup, hvorfra vi så trillede de sidste 10 km. hjem til sofaen. En dejlig weekend, der atter fik bragt diskussionsemnet op: hvornår køber man ny cykel: når den gamle definitivt er afgået ved døden eller blot når man har lyst til en ny?

Blog-indlægget, der aldrig blev skrevet

Det her er historien om et blog-indlæg, der aldrig blev skrevet.

Det skulle have handlet om sæsonens sidste tur på stadion, der fandt sted i går. Jeg så faktisk rigtig meget frem til at fortælle om oplevelsen, men da det ikke gik helt som forventet, blev indlægget altså ikke skrevet.

Så nu går du glip af at læse om, at jeg på TRE-FOR Park med Ven Gunge og syv af hans venner. Tak i øvrigt til Hansen for billetten; godt arbejde.

Du slipper for at læse om, at det faktisk - til trods for en fattig og til tider direkte elendig indsats af mestrene - var en rigtig hyggelig aften, der endte med en stribe fadøl, terninger, røverhistorier og syng med-musik.

Nå, men det skal du altså ikke høre om, for indlægget blev som sagt ikke skrevet. Du får derfor heller ikke historierne om kanoturen, robot-teknologen eller den om Gunges overraskende store Kim Larsen-fascination.

Billedet fra stadion får du af gode grunde heller ikke. Det var ellers godt.

Måske jeg alligevel skulle have skrevet det indlæg?

Fisketurs-fiasko

 Lad det bare være sagt med det samme – jeg er ikke den store lystfisker.

Ikke desto mindre bød søndagen på en rigtig hyggelig put & take-debut for mit vedkommende. Sammen med ven Thomas, hans ven Claus og Claus’ far tog vi ganske tidligt (er lang tid siden jeg er stået op 05.20 en søndag morgen/nat) ud til Børge’s – udtales lidt a la Bo’ez - Put and take ved Aarup, hvor vi med store forventninger om overdådig fangst betalte for fire timers fiskeri.

Inden jeg overhovedet fik stangen ud af posen, som man siger, faldt de første dråber regn, og min overraskende portion morgenenergi forsvandt hurtigere end tyskerne på den anden side rev fisk op af dammen. Heldigvis gjorde regnen dog aldrig alvor af truslen, og det blev kun til lidt smådryppen i de næste timer.

’Du skal bruge power-bait,’ fortalte min fiskeri-kyndige ven Thomas, mens vi - mest Thomas - riggede udstyret til og gjorde klar til kamp. ’Aha, power-bait; det lyder sejt,’ tænkte jeg. Det er det ikke. Og det synes fiskene heller ikke, hvilket vi senere skulle blive langt klogere på. Tre en halv time senere, for nu at være helt præcis.

Men vi fik snøren i vandet og begyndte at fiske. Tyskerne på den modsatte side af søen hev stadig den ene fisk efter den anden i land – og hos os skete der absolut ingenting. Tålmodighed, tænkte jeg, tålmodighed. Tiden gik og der skete stadig ingenting. Eneste nævneværdige forandring var, at mine fingre efter nærkampen med power bait nu havde en svagt gullig teint, stank ganske betragteligt og funklede let i den glimtende morgensol.

Thomas og jeg fiskede mere eller mindre aktivt, da det – efter sigende – var den bedste måde at lokke med de mange fisk. Intet skete. Claus og hans far forsøgte sig med orm og mildest talt passivt fiskeri. Intet skete. Ormene fik et bad, det var det.

Efter et par timer, hvor jeg må være ærlig og sige, at jeg ikke aner, hvad vi har lavet udover at drikke kaffe og stå og glo på hinanden og de efterhånden forbandede tyskere på den anden side af put and take-søen. Jo, jeg fik lavet dagens første fuck-up af en gang snøre-kludder og måtte klippe linen og starte forfra.

Thomas og hans famøse fiske-vest. Aldrig gå ned på udstyret. Claus og hans far demonstrerer passivt fiskeri til venstre i billedet.

Kl. 09.30 var der stadig ikke sket en døjt, så vi gik over til en anden sø for at forsøge vores held der. Samme resultat. Kaffe og fuck-up nummer to, som Thomas igen måtte redde for mig – og kun de andre fangede noget. Latterligt.

Med en halv time tilbage af vores fire timer ved søerne nåede vi (omsider) den konklusion, at vi måske skulle prøve at fiske med noget andet. Og vupti, ti minutter senere havde Thomas fanget dagens første fisk. Lidt efter landede han endnu en. Store og flotte. Eller.. det vil sige, at.. det var de ikke. Flotte, jo. Store – not so much. Som Claus’ far sagde, da han så dem: ’der sad en edderkop på, så jeg kunne ikke se den’.

’Jeg vil gerne se et billede af fiskene,’ tænker du måske. Nej da! Da det ikke var mig, der fangede dem, har jeg naturligvis undladt billedet.

Efter fire timer med orme-badning, kaffe, frustrationer og efterhånden selvlysende og ildelugtende fingre pakkede vi sammen. Prikken over det berømte i kom, da en ung pige, der helt åbenlyst aldrig havde fisket før og på ingen måde havde begreb om, hvad hun lavede eller formentlig hvor hun overhovedet var, hev en stor flot fisk op, da vi gik forbi. Hovedrystende satte vi os i bilen og kørte hjem.

Sjovt nok så er den samlede konklusion, at fisketure egentlig er ganske afstressende, hyggeligt og meget afslappende. Og så hjælper det selvfølgelig også, at resultatet skal på grillen til sommer. Min helt og store forbillede Ron Swanson fra komedieserien Parks and Recreation udtrykker det simpelthen så fint:

- It's like yoga, except I still get to kill something.

Smukt. Så jeg er helt sikkert også klar næste gang Thomas inviterer på fisketur.

Nu som skolelærer!

Søren Schmidt was at lærerværelset at Paaup Skole with Jonathan Kragh.

Yes, simpelthen – nu som skolelærer. Med kaffe, madpakker og hele møllen.

Sammen med min gode ven Jonathan underviser jeg et par dage i denne uge tre håbefulde journalist-spirer fra Paarup Skole. Tidligere har vi lavet skoleavis, i denne omgang står den på et videoforløb, hvor de skal have et indblik i, hvordan man skruer en historier sammen med levende billeder.

- Og det er virkelig sjovt!

Både fordi det er nogle gode unger, der i den grad går op i det her og giver den alt, hvad de kan – men også bare det at være på en folkeskole igen. Lugten, stemningen. Den der lette duft af leverpostejmadder, kridt og gymnastiktøj tager virkelig en med på en rejse tilbage i tiden. Tilbage til fjol, fodbold i skolegården, lærermobning og barndomsvenner. Good times, man.

Katrine, Caroline og Tobias, som vores tre elever hedder, har selvfølgelig været med til at gøre det her rigtig sjovt for os – og også lidt en udfordring. For et er at vide, hvordan man skal lave et interview, frame et billede eller sætte komma, noget helt andet er at skulle forklare det til andre med ord, der er til at forstå. Det tvinger lige pludselig en til at sætte nogle konkrete tanker, ord og eksempler på det, man bare har gjort som en selvfølge i efterhånden en del år. Og det er fedt!

De tre er vildt engagerede, hvilket naturligvis gør det hele meget sjovere for alle parter. Deres oplæg til vores video-projekt var – mere eller mindre – at slagte deres kantine, som er alt for dyr og direkte elendig, i hvert fald ifølge dem. Vi er dog endt op med en lidt mindre dramatisk historie om sammenlægning af klasser på skolen. Dog stadig med konflikt mellem elever, lærere og skolebestyrelse - så de tre har nogen at gå til med deres kritiske spørgsmål i jagten på uenigheder og gode sync’er. 

Det er fedt at være skolelærer. Måske man stadig kan nå at ændre job?

Ta-daa!

Åh ja, så sidder man der igen. Med det skræmmende hvide stykke papir foran sig. Eller det blanke Word-dokument i det her tilfælde.

Fremover får du her lidt af hvert om stort og småt fra en hverdag på fynsk. Forvent ikke store litterære udfoldelser, allerhøjst lidt småsludren om dette og hint krydret med oplevelser og observationer - og formentlig fatale fynske frustrationer.

Jeg glæder mig!