torsdag den 30. juni 2011

Ligegyldige festivalhistorier (og almindelig galde)

Advarsel: nedenstående er dagens sure opstød!

Roskilde Festival 2011 er ikke engang officielt begyndt endnu, og jeg er allerede inderligt træt af alle de ligegyldige historier, som tabloid-medierne spytter ud i en lind strøm.

Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor alle vi andre, der ikke er på RF, skal høre om nattepissere, dildo-konkurrencer og hvorvidt dagens Roskilde-pige er til mænd med tusser eller ej.

Fint at 75.000 mennesker går balalejka i otte dage, det er dem simpelthen så vel undt - jeg gider bare ikke høre om det hele tiden.

Selvfølgelig har hverken EB eller BT nogensinde lovet nogen, at det hele skulle være alvorlige og seriøse historier - og det er heller ikke planen med RF - men alligevel. Der kommer da også masser af relevante historier, der er bare så mange.. lumre imellem. Og ja, jeg kan da bare lade være med at klikke, det er jeg klar over.

Måske er jeg bare træt af at høre og se disse historier hele tiden, fordi de minder mig om, at jeg i år ikke selv skal på Roskilde. Måske er jeg bare mavesur og træt af at være arbejdsløs og sidde og se på, at BT og EB bruger så mange ressourcer og mandetimer på så ligegyldige, intetsigende og under-bæltestedet-sigtende historier. Måske er det bare galde. Måske.

Men uanset så synes jeg, at disse historier er fordummende og intetsigende - men omvendt må kriteriet (og det må da virkelig være det eneste) for deres eksistensberettigelse være, at der er læsere til dem.

Og det er måske netop hele pointen, for det er i virkeligheden en lidt skræmmende tanke i sig selv; hvis læserne konsekvent helst vil have historier med nøgne m/k og folk der pisser i mørke, hvor er vores 'nyhedsdækning', nyhedskriterier, journalistiske niveau og ditto ambitioner så på vej hen?

2 kommentarer:

Kyklopen sagde ...

Kender godt til galden men kommer også selv til at klikke på diverse p...k og p...r - rubrikker.

Har du læst en af vore kære kolleger, der inde på lidt de samme tanker.

http://scriptum.dk/?p=316

Unknown sagde ...

Ja, det er en rigtig god blog, hun har. Klart anbefalelsesværdig.

Der skal selvfølgelig være plads til det hele, synes bare de her 'historier' er.. fordummende er måske rammende.

Men der må jo være nok der klikker.