Blog-indlægget, der aldrig blev skrevet

Det her er historien om et blog-indlæg, der aldrig blev skrevet.

Det skulle have handlet om sæsonens sidste tur på stadion, der fandt sted i går. Jeg så faktisk rigtig meget frem til at fortælle om oplevelsen, men da det ikke gik helt som forventet, blev indlægget altså ikke skrevet.

Så nu går du glip af at læse om, at jeg på TRE-FOR Park med Ven Gunge og syv af hans venner. Tak i øvrigt til Hansen for billetten; godt arbejde.

Du slipper for at læse om, at det faktisk - til trods for en fattig og til tider direkte elendig indsats af mestrene - var en rigtig hyggelig aften, der endte med en stribe fadøl, terninger, røverhistorier og syng med-musik.

Nå, men det skal du altså ikke høre om, for indlægget blev som sagt ikke skrevet. Du får derfor heller ikke historierne om kanoturen, robot-teknologen eller den om Gunges overraskende store Kim Larsen-fascination.

Billedet fra stadion får du af gode grunde heller ikke. Det var ellers godt.

Måske jeg alligevel skulle have skrevet det indlæg?

Fisketurs-fiasko

 Lad det bare være sagt med det samme – jeg er ikke den store lystfisker.

Ikke desto mindre bød søndagen på en rigtig hyggelig put & take-debut for mit vedkommende. Sammen med ven Thomas, hans ven Claus og Claus’ far tog vi ganske tidligt (er lang tid siden jeg er stået op 05.20 en søndag morgen/nat) ud til Børge’s – udtales lidt a la Bo’ez - Put and take ved Aarup, hvor vi med store forventninger om overdådig fangst betalte for fire timers fiskeri.

Inden jeg overhovedet fik stangen ud af posen, som man siger, faldt de første dråber regn, og min overraskende portion morgenenergi forsvandt hurtigere end tyskerne på den anden side rev fisk op af dammen. Heldigvis gjorde regnen dog aldrig alvor af truslen, og det blev kun til lidt smådryppen i de næste timer.

’Du skal bruge power-bait,’ fortalte min fiskeri-kyndige ven Thomas, mens vi - mest Thomas - riggede udstyret til og gjorde klar til kamp. ’Aha, power-bait; det lyder sejt,’ tænkte jeg. Det er det ikke. Og det synes fiskene heller ikke, hvilket vi senere skulle blive langt klogere på. Tre en halv time senere, for nu at være helt præcis.

Men vi fik snøren i vandet og begyndte at fiske. Tyskerne på den modsatte side af søen hev stadig den ene fisk efter den anden i land – og hos os skete der absolut ingenting. Tålmodighed, tænkte jeg, tålmodighed. Tiden gik og der skete stadig ingenting. Eneste nævneværdige forandring var, at mine fingre efter nærkampen med power bait nu havde en svagt gullig teint, stank ganske betragteligt og funklede let i den glimtende morgensol.

Thomas og jeg fiskede mere eller mindre aktivt, da det – efter sigende – var den bedste måde at lokke med de mange fisk. Intet skete. Claus og hans far forsøgte sig med orm og mildest talt passivt fiskeri. Intet skete. Ormene fik et bad, det var det.

Efter et par timer, hvor jeg må være ærlig og sige, at jeg ikke aner, hvad vi har lavet udover at drikke kaffe og stå og glo på hinanden og de efterhånden forbandede tyskere på den anden side af put and take-søen. Jo, jeg fik lavet dagens første fuck-up af en gang snøre-kludder og måtte klippe linen og starte forfra.

Thomas og hans famøse fiske-vest. Aldrig gå ned på udstyret. Claus og hans far demonstrerer passivt fiskeri til venstre i billedet.

Kl. 09.30 var der stadig ikke sket en døjt, så vi gik over til en anden sø for at forsøge vores held der. Samme resultat. Kaffe og fuck-up nummer to, som Thomas igen måtte redde for mig – og kun de andre fangede noget. Latterligt.

Med en halv time tilbage af vores fire timer ved søerne nåede vi (omsider) den konklusion, at vi måske skulle prøve at fiske med noget andet. Og vupti, ti minutter senere havde Thomas fanget dagens første fisk. Lidt efter landede han endnu en. Store og flotte. Eller.. det vil sige, at.. det var de ikke. Flotte, jo. Store – not so much. Som Claus’ far sagde, da han så dem: ’der sad en edderkop på, så jeg kunne ikke se den’.

’Jeg vil gerne se et billede af fiskene,’ tænker du måske. Nej da! Da det ikke var mig, der fangede dem, har jeg naturligvis undladt billedet.

Efter fire timer med orme-badning, kaffe, frustrationer og efterhånden selvlysende og ildelugtende fingre pakkede vi sammen. Prikken over det berømte i kom, da en ung pige, der helt åbenlyst aldrig havde fisket før og på ingen måde havde begreb om, hvad hun lavede eller formentlig hvor hun overhovedet var, hev en stor flot fisk op, da vi gik forbi. Hovedrystende satte vi os i bilen og kørte hjem.

Sjovt nok så er den samlede konklusion, at fisketure egentlig er ganske afstressende, hyggeligt og meget afslappende. Og så hjælper det selvfølgelig også, at resultatet skal på grillen til sommer. Min helt og store forbillede Ron Swanson fra komedieserien Parks and Recreation udtrykker det simpelthen så fint:

- It's like yoga, except I still get to kill something.

Smukt. Så jeg er helt sikkert også klar næste gang Thomas inviterer på fisketur.

Nu som skolelærer!

Søren Schmidt was at lærerværelset at Paaup Skole with Jonathan Kragh.

Yes, simpelthen – nu som skolelærer. Med kaffe, madpakker og hele møllen.

Sammen med min gode ven Jonathan underviser jeg et par dage i denne uge tre håbefulde journalist-spirer fra Paarup Skole. Tidligere har vi lavet skoleavis, i denne omgang står den på et videoforløb, hvor de skal have et indblik i, hvordan man skruer en historier sammen med levende billeder.

- Og det er virkelig sjovt!

Både fordi det er nogle gode unger, der i den grad går op i det her og giver den alt, hvad de kan – men også bare det at være på en folkeskole igen. Lugten, stemningen. Den der lette duft af leverpostejmadder, kridt og gymnastiktøj tager virkelig en med på en rejse tilbage i tiden. Tilbage til fjol, fodbold i skolegården, lærermobning og barndomsvenner. Good times, man.

Katrine, Caroline og Tobias, som vores tre elever hedder, har selvfølgelig været med til at gøre det her rigtig sjovt for os – og også lidt en udfordring. For et er at vide, hvordan man skal lave et interview, frame et billede eller sætte komma, noget helt andet er at skulle forklare det til andre med ord, der er til at forstå. Det tvinger lige pludselig en til at sætte nogle konkrete tanker, ord og eksempler på det, man bare har gjort som en selvfølge i efterhånden en del år. Og det er fedt!

De tre er vildt engagerede, hvilket naturligvis gør det hele meget sjovere for alle parter. Deres oplæg til vores video-projekt var – mere eller mindre – at slagte deres kantine, som er alt for dyr og direkte elendig, i hvert fald ifølge dem. Vi er dog endt op med en lidt mindre dramatisk historie om sammenlægning af klasser på skolen. Dog stadig med konflikt mellem elever, lærere og skolebestyrelse - så de tre har nogen at gå til med deres kritiske spørgsmål i jagten på uenigheder og gode sync’er. 

Det er fedt at være skolelærer. Måske man stadig kan nå at ændre job?

Ta-daa!

Åh ja, så sidder man der igen. Med det skræmmende hvide stykke papir foran sig. Eller det blanke Word-dokument i det her tilfælde.

Fremover får du her lidt af hvert om stort og småt fra en hverdag på fynsk. Forvent ikke store litterære udfoldelser, allerhøjst lidt småsludren om dette og hint krydret med oplevelser og observationer - og formentlig fatale fynske frustrationer.

Jeg glæder mig!