Da Generalkonsulen for Bolivia reddede VM i cykling

- For ja, det gjorde han faktisk! Eller egentlig mest hans kone.

Men det vender jeg lige tilbage til.

I søndags var der VM i cykling i København og Rudersdal på Nordsjælland. Og det var i den grad en folkefest! Cosedis, Johansen og jeg havde besluttet at vi skulle op og være med i hvad der er blevet kaldt den største idrætsbegivenhed på dansk jord nogensinde.

Og vi kom ikke uforberedte, naturligvis ikke. Nordmændene har deres ko-klokker og deres højtråbende og utroligt underholdende kommentatorer, der ikke holder sig tilbage for at udråbe enhver nordmand, der vinder en form for konkurrence, til verdens bedste. Til alt.

Vi har Jørgen. Leth er navnet. Manden, myten, legenden fra Aarhus.

Jørgen deler vandene; enten er man ubetinget fan af hans avantgardistiske, poetiske og ind imellem dybt kontroversielle livsbetragtninger - eller også synes man, at han er en gammel tosse.

Jeg elsker Jørgen.

Ja, jeg er ikke bange for at erklære denne 74-årige livsnyder min kærlighed. Og da Nicolai og Thomas har det på samme vis, stod det skrevet i sol og stjerner, at denne store dag, finalen i VM i cykling (som damen i S-toget så fint kaldte søndagen), måtte stå i Jørgens tegn. I verdensmandens tegn.

Derfor var der dømt halsklud, briller, skjorte og jakke (og for Nicolais vedkommende smoking), da livet, de store helte, poesien, vildskaben og cykelløbet skulle hyldes.

Tilbage til forberedelsen, for forberedte det var vi. Papskilte var indkøbt sammen med bannere, spraymaling, sprit-tuscher, bambuspinde (18 meter!), strips - og medbragt sammen med naturligvis rundstykker, tæppe, madpakker, champagne, Gammel Dansk og en pose øl.

Hvorfor vente med at møde op til sidste øjeblik, når man kan troppe op tre timer før rytterne (og de fleste andre tilskuere), tænkte Nicolai og Thomas til min store forbavselse. Men trods indtil flere indvendinger, stod vi tidligt op og var i Holte omkring kl. 8. Så var der tid til morgenmad og skiltemaling, var logikken - og så fik vi selvfølgelig en god plads.

Jørgen - nu på pind. Det første af dagens skilte.

Men alligevel blev vi nu lidt overraskede, da vi kom ud på ruten og der stort set ikke var et øje. Søvndrukne officials flyttede rundt på skiltene, mens cykelmotionisterne prustede op ad Slotsbakken ved Søllerød Slot, hvor vi fandt vores sweet-spot i fælles-indkørslen foran to nydelige Holte-hjem.

Midt i morgenmaden på det medbragte tæppe kom en ældre herre pludselig ud af et af husene og gav sig til at skælde ud på et par unge gutter, der ville lave et uskyldigt hul i hegnet og flytte deres cykler væk fra ruten og ud til de andre tilskuere (læs: os tre, der endnu var alene på Slotsbakken).

Umiddelbart meget tilforladeligt - men den ældre mand var rasende! Han ville ikke finde sig i den slags uorden og optøjer. At det tager fire sekunder at samle hegnet igen, at klokken kun var 8.30 og at der endnu var flere timer til rytterne passerede første gang, kunne han ikke tage sig af. Hold op, blev der befalet! Vi tænkte vores, han gik ind igen og vi spiste vores rundstykker.

Et øjeblik senere kom en ældre kvinde ud af huset, så sig omkring og gik ind igen. To minutter efter kom herren ud igen og vi tænkte, at nu var det nok vores tur til at have dummet os. På en eller anden vis. Men nej, det var helt i den anden grøft!

For lige pludselig stod de der begge to og tilbød os at låne tre stole, så vi kunne sidde ned, når rytterne ikke lige buldrede forbi på bakken dagen igennem. De var simpelthen blevet nærmest forargede over, at Nicolai sad på et tæppe i gruset og spiste rundstykker - i smoking! Det er ikke værdigt for en verdensmand, var deres tanke.

Det kræver patos at læse Jørgens digte.

Meget taknemmelige tog vi imod tilbuddet og satte os til rette i vores nye luksus, der oven i købet blev kraftigt forbedret med puder siden hen. Vi fik limet vores fine Jørgen-billede på plakaten, fik sat pindene på og fik malet et banner med de karakteristiske Jørgen-ord: 'Fuldstændig. Forførende'. Alle var glade.

Solskinnet, vores medbragte mimosas og vores stolte og meget populære Jørgen Leth skilt, der stod op ad hæggen bag os, gav os vished om, at det nu nok alligevel skulle blive en god dag i Holte.

Langsomt kom der flere og flere folk og klokken begyndte at nærme sig fem minutter i cykelløb. Vi fordrev tiden med skiltemaling (mest en meget entusiastisk Nicolai) og digtoplæsning fra Jørgens samlede værker - til stor glæde og klapsalver fra de omkringstående. Men det er nu også fine digte, han laver ham Jørgen. Du får lige en smagsprøve, gør du:

Fausto Coppi

Fausto Coppi var et fantastisk menneske
befandt sig bedst helt alene

Når han kørte i bjergene
kunne ingen følge ham, han
var et fantastisk menneske

Sagde tidligt farvel
Fausto Coppi
Fausto Coppi

Smukt, ikke?

Nå, men løbet begyndte og der var virkelig fart på fra starten. De lagde ud med at køre knap 51 kilometer på den første time, så der blev virkelig kørt ræs fra første meter. Udbruddet blev relativt hurtigt etableret, desværre uden danskere. De fik hurtigt 7-8 minutter, inden englænderne satte sig i front af feltet og overtog kontrollen med løbet - fuldstændig.

Johansen og Jørgen. Og Coppi, Ocana, Bak, Episk - og Jørgen igen.

Dagen gik, solen skinnede og vi hyggede os gevaldigt. Undervejs kom de to ældre mennesker igen ud og vi småsnakkede lidt. Midt på eftermiddagen var der rigtig mange mennesker - og der var rigtig mange mennesker på den korte men ekstremt smalle sti, der var imellem vores pladser og toiletvognene. Mellem hegnet og hækken var der under en meter, hvilket ikke er meget når så mange mennesker konstant vil både den ene og den anden vej og samtidig gerne vil stå stille og se cykelløb. Så det tog hurtigt et kvarter at gå 100 meter for at lade vandet. Det talte vi lidt om, hvilket vores 'vært' på et tidspunkt overhørte, hvorefter hun til vores store forbløffelse udbrød: 'I kan da bare tisse inde i vores have'.

Efter lidt argumenteren frem og tilbage, tog vi imod endnu en flot gestus. Hun tilbød endda at se efter vores ting, mens vi tre mand i vores stiveste puds stod grinende og urinerede i hendes hæk.

Feltet jagter op ad Slotsbakken.

Efterhånden som løbet nærmede sig sin afslutning, blev det naturligt nok mere og mere intenst. Vi viftede ivrigt med Jørgen (som man siger) hver gang rytterne kørte forbi, ligesom vores fine flag blev luftet de 17 gange, de passerede os. Hen imod slutningen var der virkelig mange mennesker og intens stemning, da Nicki Sørensen på sidste omgang var i udbrud med Thomas Voeckler og en belgisk rytter med et navn, man hverken kan stave eller udtale.

Omkring 8 km. før mål blev de dog hentet og løbet endte i den forventede massespurt med den lige så forventede vinder, britiske Mark Cavendish. Helt fortjent verdensmester med et hold, der havde styret løbet det meste af dagen.

Men hvilken kulisse! 250.000 solbeskinnede mennesker på en smuk rute rundt i Rudersdal kommune havde holdt folkefest hele dagen og gjort løbet til et af de største VM-løb i historien - og tre (fire. Fem, vil nogen sige) gange Jørgen havde været med fra morgenstunden.

Fuldstændig. Forførende. Smukt. (c) Cosedis

Efter vi havde set afslutningen på storskærm 200 meter fra vores udgangspunkt, gik vi tilbage for at rydde op og hente vores ting. Der stod vores to - nu efterhånden - venner og ventede på os for at høre, hvem der vandt. De fortalte at de hed Connie og Anton og at de havde syntes, det var så hyggeligt at følge os i løbet af dagen. Efter vi havde ryddet op, skulle vi ned til S-toget. Connie udbrød, at vi da vel ikke havde tænkt os at gå derned?! Men jo, det havde vi da - også selv om der var 45 minutters gang. Det ville hun ikke høre tale om og insisterede på at køre os ned til toget. Magen til godhed skal man lede længe efter!

Tidligere på dagen, på urin-patrulje i haven, havde jeg lagt mærke til, at der bag på deres bil sad et konsulat-mærke, hvilket jeg havde undret mig lidt over. Så da vi havde sat os til rette i Connie og Antons bil, måtte jeg have min nysgerrighed stillet.

Connie fortalte os på den lidt forlængede køretur (hun ville da lige vise os lidt mere af ruten samt af det smukke Gl. Holte), at Anton ikke bare havde været konsul, men simpelthen generalkonsul for Bolivia, da han var yngre. Og til lige at toppe den historie af med, havde de i den forbindelse adskillige gange været sammen med... ja, Jørgen!

Så smukt og evigt logisk hang vores verden pludselig sammen.

Alt i alt havde vi en fuldstændig forførende dag i det nordsjællandske og har derfor allerede nu besluttet, at vi til næste år skal til Holland og se VM, der køres i Limburg, godt 150 km. sydøst for Amsterdam.

Og Jørgen, han skal naturligvis med.