onsdag den 15. juni 2011

Cykelturen

For efterhånden snart to uger siden besluttede Katja og jeg, at vi ville på weekend-visit hos Katjas forældre i Turup. For de ikke-lokalkendte så ligger Turup godt syv kilometer fra Assens - og for de heller ikke bare marginalt Fyns-kendte, så ligger Assens godt 40 km. fra Odense.

Med vores nuværende finansielle situation in mente besluttede vi, at det eneste rigtige var at cykle til Turup. 32-33 km. hver vej er en smal sag, tænker du måske - og ja ja, det er det da også. Hvis ikke det altså var, fordi min cykel allerede da jeg fik den af min svigerfar, var mere eller mindre udtrådt. Som et par arve-sko i en meget stor børnefamilie-udtrådt. Bevares, den kører og den kører fint, men den er.. slidt.

Ikke desto mindre hoppede vi på jernhestene og drog vestpå.

Det var overskyet med en solid, tryggende varme, så vi tog den med ro. Også lidt fordi, at da vi havde kørt 700 meter sov min bagdel allerede. Solen vender vi tilbage til.

De første mindre issues var ikke langt væk, dog. Mine gear begyndte at skabe sig, Katjas kæde gav problemer og min forbremse virkede fast besluttet på at blokere en smule, så der var nok at tale om/råbe op over. Derfor blev vi hurtigt enige om, at vi hver især kun havde tre negative udbrud til hele turen ud og ditto tre til hjemturen. En fornuftig plan, der gav lidt flere indestængte frustrationer, der så kunne trædes ud via pedalerne - på bedste Lance Armstrong vis.

Men det gik faktisk ganske fint og uden de store kvaler - bortset fra at en større og større del af området lige der omkring hvor man sidder på cyklen, efterhånden sov. Kraftigt. En god, dyb søvn, som man ikke sådan lige kan ruskes ud af igen.

Vi nåede frem og det var godt. Alt var godt. Kroppen vågnede igen og vi tog plads i solen - og der blev vi det meste af weekenden. Lidt efter lidt fik Katjas ene skulder dog en fin, rød kulør, og vi begyndte at spekulere lidt på, om solen måske alligevel havde været lidt efter os på turen, trods skyerne. Svaret er ja.

Det gik, dog. Vi havde den skønneste weekend med Katjas dejlige familie, hvor vi blandt andet var til kæmpe loppemarked/torvedag-agtigt arrangement i Assens (hvilket gav + 15 km. på cykel-kontoen) og ikke mindst fik fejret Sussi's fødselsdag søndag.

Hjemturen fra Assens til Turup er rigtig flot.
Da det var ved at være tid til at vende næsen mod Odense, fik vi 'an offer you can't refuse..'

- Vil I køre med..?

Efter en ganske kort rådslagning blev vi enige om, at det var en ganske fornuftig beslutning. Vi havde jo købt spil og alt muligt, og kunne lige knapt nok have vores ting på cyklerne - og Katja skulle jo også helst være frisk til første dag hos kommunen dagen efter. Det var i hvert fald den officielle forklaring.

Så vi kørte med Katjas søster og hendes kæreste til Korup, hvorfra vi så trillede de sidste 10 km. hjem til sofaen. En dejlig weekend, der atter fik bragt diskussionsemnet op: hvornår køber man ny cykel: når den gamle definitivt er afgået ved døden eller blot når man har lyst til en ny?

Ingen kommentarer: