torsdag den 18. august 2011

Store linjer, mellemregninger og principielle beslutninger

Åh ja, det er lang tid siden, der er blevet skrevet ord her på bloggen. Sommer, ferie og overraskende travlhed for en jobsøgende er blandt mine foretrukne forklaringer/undskyldninger. Tiden er gået med en del rejser rundt i landet og besøg hos venner og familie. Dejligt har det været. Dog med en evindelig uro i kroppen. Rastløs.

I lang tid har Katja og jeg bokset med beslutningen om, hvor i landet vi skal bo fremover. Fyn er fin, bevares, men mulighederne for at vi begge kan finde spændende og udfordrende jobs her, er bare ikke ret store.

Dilemmaet har været, at enten lader vi et job bestemme – eller også bestemmer vi selv, og så må jobbet komme der, hvor vi nu beslutter at bo. Begge dele har positive og negative sider, fordele og ulemper.

I lang tid har vi fulgt førstnævnte tanke. Nu er den principielle beslutning om at skifte til løsning nummer to truffet: vi flytter til Aarhus til jul.

Og vi glæder os! Helt vildt.

Jeg tror, at den pludselige ændring kommer sig af, at vi trænger til, at der skal ske et eller andet nyt. Måske blev vi trætte af at vente på, at et mere eller mindre tilfældigt job skulle tage beslutningen for os. Gassen er langsomt gået af ballonen og det hele lidt i stå.

Vi vil af med uvisheden og have kontrollen tilbage – vi vil selv bestemme over vores liv.

Jeg har igennem længere tid meget gerne ville tilbage til Aarhus og Katja har egentlig hele tiden meget gerne villet med – hun har bare prioriteret at finde et job højere end selv at bestemme, hvor hun vil bo. Indtil den anden dag, hvor vi ret pludseligt blev enige om at tage skeen i den anden hånd.

Planen har egentlig hele tiden været, at vi skulle derop på et tidspunkt; det er der, vi gerne vil bo og skabe et fælles hjem - det er i Østjylland, vi vil blive gamle sammen.

Vi har egentlig hele tiden kalkuleret med, at vi ville ende i København indenfor et halvt års tid. Tanken var at tage en fire, fem, måske seks år i hovedstaden og så flytte til Aarhus. Men hvorfor så ikke bare springe københavner-steppet over, når man alligevel har truffet beslutning om at skulle videre? Når man egentlig har mere lyst til noget andet?

Der kan selvfølgelig nå at ske en masse endnu – men den principielle beslutning er truffet og planen hedder Aarhus per 1. december.

Ikke flere mellemregninger.