Semper Fidelis

Har du set den fantastiske HBO-serie Generation Kill?

Hvis ikke, så må du lige få styr på det, når du er færdig med sæson to af House of Cards.

Her er en lille opsang fra den prisbelønnede tvserie:

10 November 1775. I was born in a bomb crater. My mother was an M16 and my father was the devil. Each moment that I live is an additional threat upon your life. 

I eat concertina, piss napalm, and I can shoot a round through a flea’s ass at 300 meters. I travel the globe, festering on anti-Americans everywhere I go, for the love of mom, Chevrolet, baseball, and apple pie. 

I’m a grunt. I’m the dirty, nasty, stinky, sweaty, filthy, beautiful little son of a bitch that’s kept the wolf away from the door for over 225 years. I’m a United States Marine. We look like soldiers, talk like sailors, slap the shit out of both of them. 

We stole the eagle from the Air Force, the rope from the Army, and the anchor from the Navy. And on the 7th day, when God rested, we overran his perimeter and we’ve been running the show ever since. Warrior by day, lover by night, drunker by choice, Marine by God. Semper Fidelis.

The self-less sacrifice of day to day military personnel, especially combat veterans, is under appreciated. And you got the American society wanna run as fast as they can to the counter tops, to the fuckin’ newsstands, and grab mother fuckin’ Us Weekly’s and fuckin’ People Magazine just to see what fuckin’ Jake Gyllenhaal did on Thursday afternoon. 

You know what I did Thursday afternoon? I put one of my mo’fuckin’ Marines on a plane. I put that motherfucker on the bird to fuckin’ nowhere. I picked his lifeless ass up body, put him on a stretcher, and put him off. Why don’t they put that, why don’t that be in a mother fuckin’ magazine? 

Or how ‘bout let’s put a day in the life of fuckin’ any average Marine out here, going through the streets of Ramadi. Their biggest concern is that, you know, they couldn’t buy a mocha latte at fuckin’ Starbucks because it was under construction. 

Our biggest mother fuckin’ concern is getting blown up on fuckin’ 2 9er 5 in Michigan. But we’re gonna go home and they’re gonna say, wave their little flag, and say “Welcome Home, thanks for, thanks for preserving our right to go on not giving a fuck”.

There it is folks. We’re sitting here fighting for your freedoms. You got the right to say what you want, we got the right to punch you in your fuckin’ mouth if we disagree.

Læs en anmeldelse af Generation Kill her.

Eventyrlige Egypten

Åh ja, de ambitioner. Jeg ville lynfortælle om vores fantastiske ferie - og nu er det allerede to måneder siden. Men vi var af sted, bare os to. På ferie. For første gang i riigtig lang tid. Og det var helt fantastisk. Otte dage i Egyptens varme var, hvad foråret bød på - snedigt planlagt i ugen op til påske, således at vi havde en uges ferie også efter vi kom hjem igen.

Jeg tror faktisk, at jeg vil fortælle en del af historien i billeder og så lade dem danne udgangspunkt for forskellige betragtninger om landet, menneskene og selvfølgelig vores oplevelse af begge dele.

Ja, vi starter simpelthen allerede i flyveren. Jeg elsker at flyve. Jeg bliver draget af højderne med et sug i maven og får den vildeste lyst til at kaste mig ud i det store kolde ingenting, selvfølgelig med en skærm på ryggen.

Fra vi fløj fra Middelhavet og indover den store egyptiske ørken og til vi landede i Hurghada, gik der omkring 45 minutter. Mindst. For jeg mistede lidt tidsfornemmelse, alt imens jeg så på popcorn-skyer, ørken og ind imellem de smukkeste bjerge i horisonten.

Da vi nærmere os Hurghada og var nede i lav højde, var det de enorme resorts langs med strandkanten, der løb med opmærksomheden.

Da vi ankom til vores hotel, var vi faktisk en smule skuffede. Hotellet var egentlig fint, men vi havde sat vores forventninger ud fra de fantastiske billeder i brochuren - og gør man det, så bliver man som regel skuffet.


Men efter at have fintænkt lidt - og nydt en tur rundt i byen, som vi vender tilbage til om lidt - blev vi ganske glade for det simple hotel. Personalet var utrolig søde og gjorde alt, hvad de kunne for at give os en god oplevelse af deres fattige land, der i den grad lever af de turister, der har svigtet deres land siden Det arabiske forår for præcis 12 måneder siden. Men den vender vi også lige tilbage til senere.

Billedet her til venstre er fra vores frokostrestaurant på de dage, vi var på stranden. Vores hotel var en del af en kæde, der havde tre-fire hoteller i den gamle bydel i Hurghada. Et af dem lå ved stranden, så hvis vi ville bade og slappe af ved pool eller strand, kunne vi bare gå de 200 meter fra vores eget hotel og ned til vandet. Lækkert.

At man så lige skal vænne sig til de meget påtrængende egyptiske sælgere og deres smarte tricks og scams, det er så en anden sag. Men efter et par dage har man regnet ud, hvordan man skal tackle deres manøvrer og venlige spørgsmål, der alt sammen kun har til formål at lokke dig med ind i deres butik, hvor de så meget insisterende vil forsøge at sælge dig alt mellem himmel og jord - og formentlig også både himlen og jorden, hvis du er bare marginalt interesseret.

På dag to var vi på byrundtur i Hurghada, hvor vi blandt andet var på marked. Især blev vi fascineret af deres enorme forbrug af hibiscus, som de laver te af og drikker både varm og kold, begge med massive mængder sukker. Vi skulle også lige prøve det der med at prutte om prisen, som man gør med alt på et marked i Egypten. Vi tabte, men lærte til gengæld rigtig meget af det. De får i hvert fald noget sværere ved at hustle os næste gang, det er vi enige om.

På rundturen kom vi også forbi byens nye moske, betalt af byens egne borgere. Det lyder måske ikke som noget specielt, men når en gennemsnitlig løn ligger på 3-400 kr. om måneden, så er det ret godt klaret, at de samtidig har formået at samle sammen til en moske så stor og flot, som den faktisk er. Eller bliver, for den er endnu ikke færdig.

Nå, det her kan jo godt gå hen og blive noget af en smøre, så nu sætter jeg lige tempoet lidt i vejret - ellers kommer du til at sidde her vældig længe.

Senere på ugen var vi på ikke bare en, men hele to dykkerture på Rødehavet. Eller dykkerture er så meget sagt, for ingen af os har dykker-certifikat, så indtil vi får den detalje på plads, må vi nøjes med at snorkle.

Men det er nu også fuldstændig fantastisk!


Begge gange var vores guide/instruktør en svensker ved navn Jimmie. Og Jimmie, han havde sgu hvad jeg vil kalde et rimelig ok job. Bor i Hurghada og tager med turister ud påhenholdsvis dykker- og snorkleture, hvor han på daglig basis bytter den grå-brune dagligdag over havoverfladen ud med fisk i alverdens fantastiske og farvestrålende kulører under vandet.

Et helt surrealistisk skifte, der sker, når man stikker hovedet under vandet i Rødehavet.

Du skal i øvrigt ikke snydes for en lille Jimmie-historie, som vi tog med hjem. Ude på Giftun Island var der lidt blæst, hvilket fik en dansk teenage-knægt til at brokke sig lidt over den manglende varme på den vindblæste strand, når man kom op af vandet. Det fik Jimmie til at svare, så selv B.S. Christiansen ville have været stolt.

Mens Jimmie blot stod og skuede ud over havet, fik den unge mand et svar, der lød:

"Det är inte kallt, du är i Afrika."


Vi havde et par rigtig dejlige dage på vandet og på den ene tur også på den ø, du kan se på billedet herover til højre. Den hedder Giftun Island og er en del af en naturpark en lille times sejlads fra Hurghada. Men de største oplevelser var under vandet, hvor vi, til trods for at vi begge var på et absolut begynderstadie, hurtigt fandt os tilrette med snorkleudstyret og havde nogle store og farverige oplevelser.

Senere på ugen var til African Night på vores hotel, hvor der var arrangeret afrikansk mad og ikke mindst afrikansk underholdning. I løbet af et par timer nåede vi rundt om både stammedans, mavedans, kædedans og andre former for afrikansk dans, inden


Inden vi tog hjemmefra havde vi besluttet, at vi gerne ville se Kairo. Vi havde oprindeligt booket en todages-tur, men ombestemte os dernede og ændrede den til en endags-udflugt. Og endags-udflugt er egentlig et meget præcist ord, får det tager lige godt et døgn alt i alt.

Vi blev hentet midt på natten, hvorefter vi kørte seks-syv timer til Kairo. Efter Det Arabiske Forår, det blodige drama der udspillede sig præcis 12 måneder før vi besøgte Egypten, har militæret taget magten over landet. Det betyder også, at der er soldater i spidsen for rigtig mange forskellige ting, der herhjemme blot betragtes som helt dagligdags.

For eksempel at skulle have en tankfuld benzin. Det er ikke ligetil, slet ikke i et land, hvor benzin er en mangelvare. Så den lille manøvre tog en lille times tid, der primært blev brugt på højrøstet arabisk tale, dytten af hinanden og den obligatoriske fægten med armene.

Men vi kom af sted igen. Første stop i Kairo var Det Egyptiske Museum, der ligger midt på Tahrir Pladsen i det centrale Kairo, hvor en stor del af urolighederne foregik sidste år. Lige ved siden af museet, der huser rigtig mange af landets største skatte, blandt andet mumierne og Tutankhamons 11 kilo tunge guldmaske, ligger - eller lå - Mubaraks partibygning. (På billedet herovre ligger museet i forgrunden og Mubaraks nedbrændte hovedkontor i baggrunden.)

Og Mubarak, ham kunne de ikke lide. Så demonstranterne valgte uden hvad jeg vil kalde større omtanke, at sætte ild til partibygningen, der altså ligger klods op ad museet. En del af urolighederne skyldtes den elendige egyptiske økonomi, der i meget høj grad er afhængig af turisterne.

Set i den kontekst virker det fuldstændig utilgiveligt at sætte ild til en bygning, der huser nogle af landets største turistattraktioner.

Andre af landets store skatte, er selvfølgelig pyramiderne. Der var vi naturligvis også forbi. Helt igennem storslåede bygningsværker. Og helt urealistiske, at de er bygget for 4.500 år siden. Ganske enkelt imponerende.

Vi var inde i Kongekammeret, der ligger midt inde i Kheops Pyramide, den største af de tre pyramider på Giza plateauet i kairo og et af verdens syv underværker. Vi var også oppe på et andet plateau i pyramidernes umiddelbare nærhed, hvor vi fik taget lidt forskellige, også fjollede, klassiske feriebilleder.

På vej væk fra pyramiderne var der naturligvis endnu et lille marked, hvor de forsøgte at sælge alt mellem himmel og jord, der blot lugtede en smule af pyramider.

Lige ved siden af Kheops Pyramiden, der er den mest kendte af de tre pyramider, ligger også Khefrens og Mykerinos' pyramider.

Lige foran Khefrens pyramide, som du kan se til venstre på billedet herunder, ligger også Sfinksen, der siges at vogte over Khefrens pyramide.

Efter vi havde set pyramiderne var vi forbi et papyrusmuseum, hvor de fremstiller de flotte papyruser efter den gammeldags fremgangsmåde. Herefter var der endnu en seks-syv timers minibustur tilbage til Hurghada, hvor vi efter omkring 23 timer på farten ankom omkrig kl. 01.30.

Da vi næste morgen blev hentet og skulle på vores anden dykkertur, var der stille i bussen.

Og dagen efter igen var de otte dage pludselig gået og vi sad igen i lufthavnens store beduintelt og ventede på at blive fløjet tilbage til Danmark efter en fantastisk ferie i Egypten. Et er helt sikkert; vi er slet ikke færdige med Egypten. Der ligger mange flere fisk, mange timers dejlig dykning i Rødehavets klare vand og ikke mindst en udflugt til Kongernes Dal i Luxor og venter på os.

Og vi glæder os allerede.

Bloggen, der gik hen og døde. Næsten.

Det er for ringe. Simpelthen for sløjt.

Fire måneder. Så lang tid er det siden, der sidst er kommet nyt her på bloggen. Og det kan jeg simpelthen ikke længere have siddende på mig. For der er jo masser af gode, sjove historier, der trænger til at blive fortalt - og masser af meninger, der i den grad presser på for at blive luftet.

Så jeg lover at vende tilbage med en blanding af personlige beretninger, underfundige betragtninger, uunderbyggede spådomme om alt fra social media til sovs og medister.

For eksempel kan du allerede begynde at glæde dig til en eventyrlig beretning fra en uge i fantastiske Egypten, mit personlige syn på Google+, en Prag-tur der gik over i historien, en anden Prag-tur der kommer til at gå over i historien, Giro d'Italia i Herning, Jørgen Leth og meget, meget mere.

Jeg lover.

Er vi ved at være socialt mætte?

Eller gider vi bare ikke flere trivialiteter?

Tidligere på året skrev medierne, at danskerne havde fået nok af facebook, Twitter, Google+, foursquare og alle de andre såkaldte sociale medier.

Men er det stadig sjovt at følge med i nyhedsstrømmen og alt, hvad dine venner og bekendte siger, gør og mener - eller er du efterhånden ved at have fået nok af banaliteterne, der blander sig med de mere interessante elementer i dit newsfeed?

Min helt personlige mening - og forudsigelse for 2012 - er, at ja, vi har på mange måder fået nok af den intetsigende strøm af ligegyldigheder fra perifere bekendtskaber. Og ja, jeg generaliserer.

Men jeg tror, at vi får en unlike-bølge på facebook i 2012. Vi vil stadig følge med i vores rigtige venners liv og færden og rigtig mange (formentlig de fleste) vil fortsætte som om intet var hændt, men jeg tror, at flere og flere vil blive langt mere selektive i deres brug af især facebook, der er danskernes helt suverænt mest foretrukne sociale medie.

Der er simpelthen overload på informationsstrømmen. Netop derfor har facebook lavet deres newsfeed optimization, der skal sikre, at det kun er relevante informationer og nyheder, du får i dit newsfeed. Men jeg tror simpelthen ikke, at det er nok.

Jeg tror derimod, at vi selv begynder at sortere lidt mere i, hvor vi får vores informationer og ikke mindst hvilke informationer, vi ønsker at få - og netop derfor tror jeg, at et medie som Twitter i 2012 vil få en slags folkeligt gennembrud i Danmark netop som en slags nyhedsmedie.

Vores personlige interaktioner og nære forhold vil fortsat blive på facebook, men deling af viden, nyheder og betragtninger samt indhentning af nye informationer tror jeg i højere grad vil komme til at foregå på Twitter og feed-bårne medier som dette.

- Prøv og løb din venneliste igennem; hvor mange af dine gennemsnitligt 225 venner kan du reelt betragte som venner? Og hvor mange af dem har du kun på din venneliste af forskellige former for bekvemmelighed eller nysgerrighed? Og hvor mange gange har du ikke bandet over ligegyldige app-invitationer fra folk, du kort arbejdede sammen med for seks år siden og i øvrigt ikke har set siden?

Men den går også den anden vej, for du har selv lukket dem helt ind i dit eget liv; det er også dem, du deler dit eget offentlige facebook-liv med.

For rigtig mange bare marginalt kritiske (især) facebook-brugere, vil 2012 blive et år, hvor vi for alvor bliver selektive, unliker og pludselig bliver interesserede i, hvem vi egentlig gider høre på - og ikke mindst hvem vi giver adgang til vore data og hvad disse (oftest virksomheder - udover facebook selv, selvfølgelig) rent faktisk bruger disse data til.

- Og selvfølgelig ikke mindst også hvem vi tilsvarende ønsker at lukke helt ind i vores egen private sfære og lade kigge med, når vi viser de seneste feriebilleder frem.

Jeg føler mig ret overbevist om, at en af de store diskussioner i 2012 bliver omkring facebooks fuldstændig ublu rettighedskræven over alle de data, vi lægger op på vores profiler. Min påstand er, at det kun er 5 procent af alle danske indehavere af facebook-profiler, der reelt er klar over, hvad de har givet facebook lov til at gøre med for eksempel de billeder, der hver dag bliver tilføjet på vores profiler.

Bevares, jeg gør det jo også selv. Min påstand er blot, at vi snart bliver mere opmærksomme på, hvad vores data bliver brugt til. Også i forhold til den tendens og udvikling, der går på annoncer baseret på din brugeradfærd. Her har vi endnu kun set toppen af isbjerget.

Lige nu er facebook en stor spiller i rigtig mange henseender og har erobret en kæmpe rolle i vores hverdag i forhold til at holde sig opdateret på den nyeste info og sladder samt planlægning af den næste fest. Dog tror jeg, at facebook i løbet af de næste par år mister sin nærmest altoverskyggende plads og bliver en slags mail- og spil-platform, hvor vi kan hygge os sammen om dette, men ikke så meget andet.

Men billeder og andre informationer vil blive delt i mere lukkede fora, for eksempel hjemmesider og blogs, hvor man selv har alle rettigheder til sine egne billeder og ditto informationer - og hvor alt, hvad man siger og gør ikke forsøges udnyttet kommercielt, så snart man har klikket sig rundt på siden.

For virksomheder, der satser på sociale medier, gælder det derfor om at være sindssygt skarpe på at levere noget relevant og brugbart indhold, hvis man skal holde unlike-trenden fra livet i 2012.

Men det er en helt andet snak.

Jeg mærker alderen trykke

Jeg må se det i øjnene: jeg er ikke helt ung længere.

Jeg er tværtimod nået til det evolutionstrin, hvor jeg har tør hud på albuerne, hår på ørerne og pludselig står i Føtex og ikke har nogen idé om, hvad koden er på mit Dankort.

Og så er jeg blevet så træt af ting. Der sker mærkelige ting med en efter man bliver 30.

Jeg skal helst ikke drikke kaffe efter kl. 20, for så ryger min nattesøvn. Jeg synes, at ungdommen går i noget mærkeligt tøj, hører noget lortemusik og opfører sig respektløst og direkte tåbeligt overfor andre mennesker.

Ind imellem gider jeg ikke engang se fodbold længere! Jamen hvad er det, der sker?

Jeg synes efterhånden, at mit fjernsyn er proppet med almindelige, ligegyldige mennesker, der ikke har noget på hjerte eller bringer noget som helst værdi. Intet. Men rækken af programmer med almindelige eller semikendte mennesker, der dater, danser, synger, laver mad, rejser på ferie, får børn, spiser for meget, spiser for lidt, drikker sig stive eller bare kvajer sig i ædru tilstand, er efterhånden så omfattende, at det er vanskeligt at slippe.

Jeg afskyr diskoteker og smarte klubber, hvor man betaler en dagsløn for at komme ind, endnu en for at få en drink i baren - og så bare står og kigger på resten af selskabet, fordi musikken alligevel er så høj, at det er håbløst at tale sammen.

Jeg er med andre ord blevet gammel og gnaven.

Til gengæld sætter jeg stadig - og måske i endnu højere grad end tidligere - pris på de ting, der gør en god dag bedre. Og det kan være rigtig mange ting, men en opremsning vil give dette ellers så grumpy indlæg en lidt for romantiserende, flad tone, så den er droppet.

Dog skal du ikke snydes for mit nye motto og et billede, som jeg vil have op i vores nye lejlighed, uanset om Katja vil eller ej. (Ikk', skat?)

Jeg synes, det er så fint.

Hvis du trænger til lidt at grine af, kan jeg anbefale dig at hoppe videre over på Ven Nicolais blog - her er blandt andet et skønt eksempel på brugen af tallet 60, der jo kan få selv den mest tørre tosse til at trække på smilebåndet.

Du kan læse Nicolais blog her.

Klar til et nyt kapitel

Den første november bliver en stor dag.

Dagen bliver nemlig den første dag i et helt nyt kapitel af mit liv. Dagen, hvor jeg begynder i mit nye job hos BoligPortal.dk i Aarhus.

- Og jeg glæder mig så meget! Nye udfordringer, nye arbejdsområder og nye kolleger i et spændende job i en virksomhed i udvikling - what's not to love?

Oven i det hele, så flytter vi (tilbage) til Aarhus, hvilket også bliver helt fantastisk. Helt præcist så flytter Katja og jeg til Åbyhøj, hvor vi har fået en lille 3 værelses lejlighed cirka 100 meter fra Clara, Christina, Carsten og Jeppe.

Igen: ingen klager herfra.

Vi er mere end klar til et nyt kapitel i vores fælles historie.

Da Generalkonsulen for Bolivia reddede VM i cykling

- For ja, det gjorde han faktisk! Eller egentlig mest hans kone.

Men det vender jeg lige tilbage til.

I søndags var der VM i cykling i København og Rudersdal på Nordsjælland. Og det var i den grad en folkefest! Cosedis, Johansen og jeg havde besluttet at vi skulle op og være med i hvad der er blevet kaldt den største idrætsbegivenhed på dansk jord nogensinde.

Og vi kom ikke uforberedte, naturligvis ikke. Nordmændene har deres ko-klokker og deres højtråbende og utroligt underholdende kommentatorer, der ikke holder sig tilbage for at udråbe enhver nordmand, der vinder en form for konkurrence, til verdens bedste. Til alt.

Vi har Jørgen. Leth er navnet. Manden, myten, legenden fra Aarhus.

Jørgen deler vandene; enten er man ubetinget fan af hans avantgardistiske, poetiske og ind imellem dybt kontroversielle livsbetragtninger - eller også synes man, at han er en gammel tosse.

Jeg elsker Jørgen.

Ja, jeg er ikke bange for at erklære denne 74-årige livsnyder min kærlighed. Og da Nicolai og Thomas har det på samme vis, stod det skrevet i sol og stjerner, at denne store dag, finalen i VM i cykling (som damen i S-toget så fint kaldte søndagen), måtte stå i Jørgens tegn. I verdensmandens tegn.

Derfor var der dømt halsklud, briller, skjorte og jakke (og for Nicolais vedkommende smoking), da livet, de store helte, poesien, vildskaben og cykelløbet skulle hyldes.

Tilbage til forberedelsen, for forberedte det var vi. Papskilte var indkøbt sammen med bannere, spraymaling, sprit-tuscher, bambuspinde (18 meter!), strips - og medbragt sammen med naturligvis rundstykker, tæppe, madpakker, champagne, Gammel Dansk og en pose øl.

Hvorfor vente med at møde op til sidste øjeblik, når man kan troppe op tre timer før rytterne (og de fleste andre tilskuere), tænkte Nicolai og Thomas til min store forbavselse. Men trods indtil flere indvendinger, stod vi tidligt op og var i Holte omkring kl. 8. Så var der tid til morgenmad og skiltemaling, var logikken - og så fik vi selvfølgelig en god plads.

Jørgen - nu på pind. Det første af dagens skilte.

Men alligevel blev vi nu lidt overraskede, da vi kom ud på ruten og der stort set ikke var et øje. Søvndrukne officials flyttede rundt på skiltene, mens cykelmotionisterne prustede op ad Slotsbakken ved Søllerød Slot, hvor vi fandt vores sweet-spot i fælles-indkørslen foran to nydelige Holte-hjem.

Midt i morgenmaden på det medbragte tæppe kom en ældre herre pludselig ud af et af husene og gav sig til at skælde ud på et par unge gutter, der ville lave et uskyldigt hul i hegnet og flytte deres cykler væk fra ruten og ud til de andre tilskuere (læs: os tre, der endnu var alene på Slotsbakken).

Umiddelbart meget tilforladeligt - men den ældre mand var rasende! Han ville ikke finde sig i den slags uorden og optøjer. At det tager fire sekunder at samle hegnet igen, at klokken kun var 8.30 og at der endnu var flere timer til rytterne passerede første gang, kunne han ikke tage sig af. Hold op, blev der befalet! Vi tænkte vores, han gik ind igen og vi spiste vores rundstykker.

Et øjeblik senere kom en ældre kvinde ud af huset, så sig omkring og gik ind igen. To minutter efter kom herren ud igen og vi tænkte, at nu var det nok vores tur til at have dummet os. På en eller anden vis. Men nej, det var helt i den anden grøft!

For lige pludselig stod de der begge to og tilbød os at låne tre stole, så vi kunne sidde ned, når rytterne ikke lige buldrede forbi på bakken dagen igennem. De var simpelthen blevet nærmest forargede over, at Nicolai sad på et tæppe i gruset og spiste rundstykker - i smoking! Det er ikke værdigt for en verdensmand, var deres tanke.

Det kræver patos at læse Jørgens digte.

Meget taknemmelige tog vi imod tilbuddet og satte os til rette i vores nye luksus, der oven i købet blev kraftigt forbedret med puder siden hen. Vi fik limet vores fine Jørgen-billede på plakaten, fik sat pindene på og fik malet et banner med de karakteristiske Jørgen-ord: 'Fuldstændig. Forførende'. Alle var glade.

Solskinnet, vores medbragte mimosas og vores stolte og meget populære Jørgen Leth skilt, der stod op ad hæggen bag os, gav os vished om, at det nu nok alligevel skulle blive en god dag i Holte.

Langsomt kom der flere og flere folk og klokken begyndte at nærme sig fem minutter i cykelløb. Vi fordrev tiden med skiltemaling (mest en meget entusiastisk Nicolai) og digtoplæsning fra Jørgens samlede værker - til stor glæde og klapsalver fra de omkringstående. Men det er nu også fine digte, han laver ham Jørgen. Du får lige en smagsprøve, gør du:

Fausto Coppi

Fausto Coppi var et fantastisk menneske
befandt sig bedst helt alene

Når han kørte i bjergene
kunne ingen følge ham, han
var et fantastisk menneske

Sagde tidligt farvel
Fausto Coppi
Fausto Coppi

Smukt, ikke?

Nå, men løbet begyndte og der var virkelig fart på fra starten. De lagde ud med at køre knap 51 kilometer på den første time, så der blev virkelig kørt ræs fra første meter. Udbruddet blev relativt hurtigt etableret, desværre uden danskere. De fik hurtigt 7-8 minutter, inden englænderne satte sig i front af feltet og overtog kontrollen med løbet - fuldstændig.

Johansen og Jørgen. Og Coppi, Ocana, Bak, Episk - og Jørgen igen.

Dagen gik, solen skinnede og vi hyggede os gevaldigt. Undervejs kom de to ældre mennesker igen ud og vi småsnakkede lidt. Midt på eftermiddagen var der rigtig mange mennesker - og der var rigtig mange mennesker på den korte men ekstremt smalle sti, der var imellem vores pladser og toiletvognene. Mellem hegnet og hækken var der under en meter, hvilket ikke er meget når så mange mennesker konstant vil både den ene og den anden vej og samtidig gerne vil stå stille og se cykelløb. Så det tog hurtigt et kvarter at gå 100 meter for at lade vandet. Det talte vi lidt om, hvilket vores 'vært' på et tidspunkt overhørte, hvorefter hun til vores store forbløffelse udbrød: 'I kan da bare tisse inde i vores have'.

Efter lidt argumenteren frem og tilbage, tog vi imod endnu en flot gestus. Hun tilbød endda at se efter vores ting, mens vi tre mand i vores stiveste puds stod grinende og urinerede i hendes hæk.

Feltet jagter op ad Slotsbakken.

Efterhånden som løbet nærmede sig sin afslutning, blev det naturligt nok mere og mere intenst. Vi viftede ivrigt med Jørgen (som man siger) hver gang rytterne kørte forbi, ligesom vores fine flag blev luftet de 17 gange, de passerede os. Hen imod slutningen var der virkelig mange mennesker og intens stemning, da Nicki Sørensen på sidste omgang var i udbrud med Thomas Voeckler og en belgisk rytter med et navn, man hverken kan stave eller udtale.

Omkring 8 km. før mål blev de dog hentet og løbet endte i den forventede massespurt med den lige så forventede vinder, britiske Mark Cavendish. Helt fortjent verdensmester med et hold, der havde styret løbet det meste af dagen.

Men hvilken kulisse! 250.000 solbeskinnede mennesker på en smuk rute rundt i Rudersdal kommune havde holdt folkefest hele dagen og gjort løbet til et af de største VM-løb i historien - og tre (fire. Fem, vil nogen sige) gange Jørgen havde været med fra morgenstunden.

Fuldstændig. Forførende. Smukt. (c) Cosedis

Efter vi havde set afslutningen på storskærm 200 meter fra vores udgangspunkt, gik vi tilbage for at rydde op og hente vores ting. Der stod vores to - nu efterhånden - venner og ventede på os for at høre, hvem der vandt. De fortalte at de hed Connie og Anton og at de havde syntes, det var så hyggeligt at følge os i løbet af dagen. Efter vi havde ryddet op, skulle vi ned til S-toget. Connie udbrød, at vi da vel ikke havde tænkt os at gå derned?! Men jo, det havde vi da - også selv om der var 45 minutters gang. Det ville hun ikke høre tale om og insisterede på at køre os ned til toget. Magen til godhed skal man lede længe efter!

Tidligere på dagen, på urin-patrulje i haven, havde jeg lagt mærke til, at der bag på deres bil sad et konsulat-mærke, hvilket jeg havde undret mig lidt over. Så da vi havde sat os til rette i Connie og Antons bil, måtte jeg have min nysgerrighed stillet.

Connie fortalte os på den lidt forlængede køretur (hun ville da lige vise os lidt mere af ruten samt af det smukke Gl. Holte), at Anton ikke bare havde været konsul, men simpelthen generalkonsul for Bolivia, da han var yngre. Og til lige at toppe den historie af med, havde de i den forbindelse adskillige gange været sammen med... ja, Jørgen!

Så smukt og evigt logisk hang vores verden pludselig sammen.

Alt i alt havde vi en fuldstændig forførende dag i det nordsjællandske og har derfor allerede nu besluttet, at vi til næste år skal til Holland og se VM, der køres i Limburg, godt 150 km. sydøst for Amsterdam.

Og Jørgen, han skal naturligvis med.